Nyheder

Hold dig orienteret om hvad, der foregår i klubben

 

Covid 19 er stadig en betydelig del af hverdagen og vi er alle pålagt en lang række mere eller mindre frivillige restriktioner, som begrænser dagligdagen og de aktiviteter vi normalt deltager i.

Fredericia Fritidssejlere er ingen undtagelse og vi har i respekt for hinanden, de anbefalinger og restriktioner som myndighederne er kommet med, aflyst stort set alle aktiviteter i indeværende år, og det kommer også til at gælde standernedhalingen 2020 som er planlagt til den 30. oktober. Standeren bliver blot taget ned uden yderligere markering.

Vi har længe håbet på, at vi i det mindste kunne gennemføre en ordentlig julefrokost i lighed med sidste år, men vi må konstatere at det både er urealistisk og uforsvarligt at stable et sådan arrangement på benene i den nuværende situation.

Det er nok også tvivlsomt om vi kan eller må gennemføre vores nytårskur, men det tager vi stilling til senere. Hvis den gennemføres, får i en mail med nærmere information.

2020 har jo som allerede beskrevet været atypisk, men vi kan da i det mindste se tilbage på en ok sejlsæson, hvor vejret har artet sig nogenlunde. Der har været flere danske både og mange nysejlere på vandet og i havnene. Det bliver spændende at se hvor mange der holder ved, når hverdagen vender tilbage.

På havnefronten har der heller ikke været meget aktivitet. ADP har stort set også lukket ned for møder og aktiviteter omkring lystbådehavnen, men de har dog barslet med en ny struktur på landpladsen, hvilket der har været givet en meget kort og begrænset information om. Klubberne har ikke fået mere information end det der er sendt rundt på mail til bådejerne, og det har ikke været muligt at få mere information, så det bliver spændende at se hvordan det kommer til at fungere, men vi håber på det bedste.

Vores udlejning af klubhusene har været hårdt ramt af flytninger og aflysninger af arrangementer. Vi har naturligvis holdt lejerne skadesløst med hensyn til økonomi, uanset hvornår og hvorfor de har aflyst deres arrangementer. Det har selvfølgelig en væsentlig indflydelse på vores økonomi, til gengæld har vi sparet lidt på de ikke afholdte arrangementer, så vi må se hvor galt det går når året gøres op, men vi skal nok overleve.

Paradisbroen har også været forsømt i år, det skyldes ikke Coronaen, men det faktum at vores ”gamle” brobisser har pensioneret sig efter mange års tro tjeneste, og de tiltag som bestyrelsen havde sat i gang ikke har virket som forventet. Det må vi gøre bedre til næste år, og skulle der være nogen, der kunne have lyst til og mod på at stå i spidsen for broen hører bestyrelsen meget gerne fra jer.

Både er på vej i vinterhi og det samme er de fleste sejlere, så nu må vi bare håbe at vi kommer godt igennem vinteren, og at der bliver bedre styr på Coronavirusen så vi kan få normaliserede tilstande, når foråret melder sin ankomst.

Tak for i år og god vinter til jer alle.

 


Vejrudsigten for Fredericia

Check vejrudsigten inden du sejler...

Kun en ægte sømand frygter ikke HAVEN :)

Se den aktuelle vejrudsigt for Fredericia

Se vejrudsigten

Vind en flaske vin

Vind en flaske vin

Har du en god skipper- eller løgnehistorie, så send den på mail til et bestyrelsesmedlem.

Kontakt: Bestyrellse og udvalg

Vi vælger den bedste historie og giver en god flaske til vinderen. De bedste historier kommer her på hjemmesiden.